DIARE OG OPKAST

Gode råd ved diare og opkast 

  • Man bør indtage små mængder væske ad gangen. Men drik hyppigt - dette kan også hjælpe lidt mod kvalmen
  • Spædbørn bør ammes, så ofte man kan. Men sygdommen kan medføre, at børnene ikke har kræfter nok til selv at få nok mælk i sig. Man bør da give hyppige, små portioner væske i tilskud med sprøjte, flaske eller ske.
  • På apoteket kan man købe specielle væskeerstatninger (f.eks. Revolyt), som også supplerer kroppens behov med salt og sukker. Det vigtigste er, at man får væske i sig. Til børn bør man derfor give alt det, de ønsker at drikke. Søde drikke (sodavand, sød saft) bør dog om mulig undgås. Det skyldes, at de øger væskemængden i tarmen og kan forværre diaréen. Der er intet i vejen for, at barnet kan få mælk (i modsætning til hvad man tidligere troede). I denne forbindelse er behandling med Lactobacillus (f.eks. Cultura) en mulighed, for at få tarmen igen kan få en "normal" bakterieflora.
  • Er den syge ikke i stand til at indtage noget mad i en kortere periode, er dette ufarligt. Letfordøjelig mad som yoghurt, suppe, kiks, revne æbler og lignende kan forsøges, når madlysten tillader det. For voksne: Cigaretter, kaffe og alkohol bør undgås i sygdomsperioden.
  • Der findes medicin, som dæmper diaré. Generelt anbefaler man dog ikke brug af sådanne medikamenter. Det skyldes, at de blot medfører, at f.eks. vira i tarmen ikke udskilles hurtigt nok. Diaré er kroppens egen måde at få bugt med infektionen på - ved at "skylle eller spule" viruset ud af tarmen. Medicin anbefales derfor kun, hvis væsketabet bliver specielt stort, eller for at undgå diaré i særlige situationer (f.eks. under en flyrejse). Denne medicin bør heller ikke anvendes til børn under 12 år.

  
Hvornår skal læge kontaktes 

  • Spædbørn, som har alvorlig diare eller kaster op, bør altid blive undersøgt af en læge.
  • Små børn, som virker påvirkede og slappe ("er ikke sig selv") bør også undersøges af en læge.
  • Tegn på væskemangel (lidt og mørk urin, tør mund og tørst) bør medføre lægekontakt.
  • Udtalte mavesmerter, høj feber, blodigt opkast eller blod i afføringen er også symptomer, der bør føre til kontakt med en læge. 

 
Væskeindtag 

Man kan købe en væskeblanding på apoteket der tilfører den rigtige mængde sukker og salt.

Man kan dog også lave sin egen blanding med følgende:

  • 1 liter vand
  • ½ teskefuld almindelig husholdningssalt (NaCl)
  • 7 teskefulde sukker
  • Light saftevand for smagen

Husk at indtage væsken ad små, hyppige omgange hvis der er kvalme eller opkastninger.